Vil du svare på forældres spørgsmål?

7. juli 2022

Center for Forældreskab er på udkig efter nye eksperter til vores Brevkasse.

Er du sundhedsplejerske, eller fagperson med kemi- og miljøfaglig baggrund – og har du lyst til at gøre et stykke meningsfuldt, frivilligt arbejde? 

Så er det måske dig, vi lige står og mangler.

Sundhedsplejersken.dk er en del af Center for Forældreskab, der er en selvejende non-profitinstitution, som har til formål at støtte kommende og nye forældre. Vi vil gerne fremme glæden ved at have børn, og med sundhedsplejersken.dk giver vi inspiration, gode råd og viden om graviditet, børn og forældreskab.

Mange børnefamilier kender sundhedsplejersken.dk, der hver måned får mere end 140.000 besøg fra hele landet. I Brevkassen er det frivillige med børnefaglig ekspertviden, der svarer på spørgsmålene, og vi modtager så mange spørgsmål om alt, hvad der rører sig i et børnefamilieliv, at vi ønsker at udvide panelet med flere kompetencer.

Vi søger derfor dig, der kan nikke genkendende til følgende:

Du har interesse for og erfaring fra børne- og familieområdet, og du er enten

• Sundhedsplejerske og IBCLC certificeret ammekonsulent.
• Kemi- og miljøkyndig fagperson med viden om, hvordan forskellige indholdsstoffer kan påvirke børns trivsel og familiers sundhed.

Som frivillig i Brevkassen bliver du en del af et team med forskellige, faglige baggrunde. Du vil få introduktion til at ”skrive til nettet”, og da vi også har en redaktion, behøver du ikke at tænke på, om kommaerne står, som de skal.

Skriv eller ring til ansvarshavende redaktør Else Guldager på eg@cefo.dk eller 27289201, hvis du vil være med til at gøre en forskel sammen med os.